Aktion 1005 – Nazisternes forsøg på at slette alle spor

Det systematiske folkedrab på Europas jøder begyndte straks ved Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Såkaldte Einsatzgrupper og andre SS- og politienheder fulgte tæt efter den tyske hær. Når de kom til en mindre by, drev de jøderne sammen og skød dem. I større byer spærrede de dem inde i ghettoer, satte dem til tvangsarbejde og vendte senere tilbage for at dræbe dem. Ofrene blev gravet ned i massegrave, men i 1942 besluttede nazisterne at "rydde op" efter massakrerne. 

Fra juni 1943 til september 1944 rejste specialgrupper fra tysk politi fra by til by i Østeuropa. De indgik i den tophemmelige "Aktion 1005" og havde til opgave at slette sporene efter folkedrabet. Massegravene, der var spredt ud over store dele af Østeuropa, skulle tømmes, ligene brændes, og asken spredes. Bagefter skulle stederne planeres og tilplantes, så de ikke mere vidnede om forbrydelserne. 

Folkedrabet på jøderne: en offentlig hemmelighed

SS- og politistyrkerne gjorde ikke meget for at skjule, at jøderne blev udryddet i de besatte sovjetområder. Tit blev massakrerne en slags tilløbsstykker for tyske soldater og lokale. Ledende nazister skammede sig heller ikke over at begå massedrab på civile jøder. Den øverste chef for SS og det tyske politi, Heinrich Himmler, sagde bl.a. i en tale til SS-officerer den 4. oktober 1943, at jødeudryddelsen var en opgave, som historien havde givet tyskerne. Denne del af historien var en ærefuld periode, som dog aldrig skulle beskrives. De fleste tyskere ville gerne af med jøderne, mente han; de ville blot ikke bryde sig om de metoder, man brugte.

Himmlers nære medarbejder Odilo Globocnik var leder af "Aktion Reinhard": massedrabet på de polske jøder i udryddelseslejrene Bełżec, Sobibór og Treblinka. Han mente, at man burde nedlægge bronzetavler i massegravene, så senere generationer kunne se, hvem det var, der havde haft modet til at gennemføre jødeudryddelsen. Men i stedet brugte man altså energi på at slette sporene. Hvorfor?

Hvorfor skulle folkedrabet skjules?

I starten handlede "Aktion 1005" først og fremmest om at løse et hygiejnisk problem: massegravene gav problemer med stank og forurenet grundvand; desuden holdt de erindringen om massakrerne i live. Det handlede imidlertid også om et moralsk problem: den tyske befolkning støttede, at jøderne blev fjernet fra det tyske magtområde. Men nazisterne var bange for protester, hvis det gik op for folk, at jøderne ikke bare forsvandt (fx udvandrede), men blev slået ihjel – og hvordan det skete. 

Da "Aktion 1005" blev oprettet i 1942, regnede nazisterne med, at Tyskland snart ville vinde krigen. Men da rejseholdene blev sendt ud i sommeren 1943, var situationen en anden. Hitlers spådom om, at det ville tage et par måneder at besejre Sovjetunionen, var gjort til skamme. Det lykkedes ikke at erobre Moskva og Leningrad, og i februar 1943 led den tyske hær sit første store nederlag ved Stalingrad. Fordi Tyskland nu tabte erobret land, så kunne massegrave fra folkedrabsforbrydelserne falde i Den Røde Hærs hænder og blive brugt i allieret propaganda. Og en del tyskere ville sikkert begynde at frygte straffen fra de allierede.

De allierede fik nemlig hurtigt rapporter om massedrabene på jøder fra forskellige kilder, og i november 1943 erklærede Storbritannien, USA og Sovjet, at folkedrabets gerningsmænd ville blive retsforfulgt efter krigen. 

Tusindvis af lig hver dag

Allerede i januar 1942 gav Reinhard Heydrich, chef for det tyske politiapparat, ordre til at begynde aktionen, der skulle fjerne massegravene og slette folkedrabets spor. Da var ca. 250.000 jøder blevet myrdet i massakrer i de baltiske lande, Hviderusland, Ukraine og andre besatte sovjetområder. Og i Chełmno i Vestpolen dræbte man hver dag mange hundrede jøder i lastbiler, der var bygget om til mobile gaskamre. I Østpolen byggede man samtidig tre udryddelseslejre, hvor jøderne skulle myrdes i gaskammerbygninger: Bełzec, Sobibór og Treblinka. Her skulle der dræbes tusinder hver dag. 

Opgaven med at skaffe de mange lig af vejen blev givet til Paul Blobel. Han var overbevist nazist og havde været kommandant for Einsatzkommando 4a, en massedrabsenhed, som hærgede i Ukraine. Han stod blandt andet bag massakren på 33.771 jøder fra Kiev i Babi Jar, den største enkeltmassakre i Holocaust. Blobel var uddannet arkitekt og gik meget metodisk til sin nye opgave. 

Blobels metode

Efter en række eksperimenter udviklede Blobel en effektiv metode til brænding af store mængder lig. Man byggede først en rist af jernbaneskinner. Den skulle klodses op på betonklodser, eller der skulle være en aflang grav under den for at sikre godt med luft til forbrændingen. På risten byggede man et ligbål: først et lag brænde, så et lag døde mennesker og sådan skiftevis op til 4-5 meters højde. Ligbålet blev oversprøjtet med benzin eller anden brændbar væske og antændt med fakler eller brandbomber.

Knoglerester blev knust med store stampere eller i kuglemøller af den slags, man normalt brugte til at lave benmel af dyreknogler. Asken blev siet for tandguld og andet ædelmetal. Guldet blev brugt til at finansiere "Aktion 1005", men korrupt personale stjal meget af det til sig selv. Bagefter blev asken spredt på marker og skovstykker eller hældt i søer og vandløb – eller man blandede den i jorden, når man fyldte de tømte massegrave op igen. Til sidst jævnede man området og plantede træer og buske for at skjule stedets historie.

Ligbrænding på farten

Først blev Blobels metode brugt i udryddelseslejren Chełmno og lejrene under "Aktion Reinhard": Bełżec, Sobibór og Treblinka. Disse lejre var udelukkende dødslejre og lå meget afsides. Lejrene Auschwitz og Majdanek derimod var både udryddelseslejre og KZ-lejre på samme tid og lå i tætbefolkede områder. Dér foretrak man at bygge krematorier til de mange døde.

Da Blobel havde teknikken på plads, og hans underofficerer var blevet trænet op, rykkede "Aktion 1005" i juni 1943 ud for at sløjfe massegravene i de besatte sovjetområder. Her havde antallet af jødiske dødsofre i mellemtiden rundet 1 million. Det første sted var L'viv i Vestukraine. Her brændte et hold på godt hundrede fanger, ledet af nogle få tyskere fraSicherheitsdienst og bevogtet af tysk ordenspoliti, 65.000 lig på kun godt fire måneder. 

Organiseringen af "Aktion 1005"

Der blev opstillet flere rejsehold – indtil videre har historikere fundet hele 17 forskellige "kommandoer". Sonderkommando 1005 A og Sonderkommando 1005 B dækkede Ukraine og startede i de østligste områder. Sonderkommando 1005 Mitte arbejdede i Hviderusland. 1005-personalet kom fra Einsatzgrupperne og andre politienheder. Mange af disse mænd havde tidligere stået for at drive jøderne sammen og organisere deres nedskydning. Nu var de overflødige, for de jødiske samfund i de besatte sovjetområder og Polen var udslettet. 

Det var stort set samme metode, der blev brugt hver gang. Befalingsmændene var tyske SS- og politimænd fra "Aktion 1005"; de kom typisk fra Sicherheitsdienst, der var SS' efterretningstjeneste. Bevogtningsmandskabet kunne være almindelige tyske politibetjente eller samarbejdspartnere fra det lokale hjælpepoliti. Det grove arbejde satte man slavearbejdere til. Hvis der endnu levede jøder i nærheden af massegravene, blev de tvangsudskrevet. Ellers hentede man ikke-jødiske fanger fra fængsler og arresthuse i omegnen. 

Slavearbejderne vilkår

Gravestedet blev indhegnet og bevogtet for at holde lokale nysgerrige og skattejægere væk. Slavearbejderne måtte bo på stedet og ofte selv grave primitive overnatningssteder i jorden. Tit var det ikke muligt for dem at vaske sig. Maden, de fik, var som hovedregel simpel og ulækker, men de fik mere end normale KZ-fanger for at kunne klare det ekstremt hårde arbejde. Under arbejdet blev de ofte udsat for vold og sadisme, og fanger blev skudt for mindre forseelser. 

Gravearbejdet foregik med håndkraft, eller man brugte en gravko, hvis man kunne skaffe en på stedet. Enkelte steder forsøgte man at brænde ligene direkte i massegravene, men det tog lang tid og krævede store mængder af brændstof. Så for det meste brugte man Blobels metode. Nazisterne lovede at sætte slavearbejderne på fri fod efter arbejdet, for at få dem til at arbejde hurtigt og villigt. Men de myrdede dem altid til sidst. Mens tyskere fra "1005" skaffede ligene af slavearbejderne af vejen, drog de andre videre til næste sted.   

Efter aktionens afslutning

I løbet af 1944 rykkede rejseholdene vestpå til de baltiske lande og Polen. Senere blev en del af personalet sat til at bevogte deportationstransporter og KZ-lejre, andre til at bekæmpe medlemmer af undergrundsbevægelsen i Jugoslavien. I krigens sidste dage gik de under jorden. Enkelte blev dog senere dømt for drab på aktionens slavearbejdere. Blobel blev i 1948 dødsdømt for at have været ansvarlig for mindst 60.000 drab, mens han var leder afEinsatzkommando 4a, men han blev ikke straffet for Aktion 1005. 

Hvor mange lig blev destrueret?

"Aktion 1005" førte statistik over, hvor mange lig der blev brændt, men de fleste rapporter blev tilintetgjort i krigens slutfase. Nogle fandt man, og sammenholdt med rapporter fraEinsatzgrupperne og materiale fra udryddelseslejrene kan det fastslås, at 1005-Sonderkommandoerne nåede at tilintetgøre adskillige hundrede tusinde lig. Det store flertal var jøder, derudover var der roma og sinti (sigøjnere), sovjetiske, polske og italienske krigsfanger og hospitalspatienter. 

"Aktion 1005" nåede ikke sit mål. Da befrielsen kom, lå mange af nazismens ofre stadig i massegrave spredt ud over det østeuropæiske område. Så sporene af folkedrabet på jøderne blev langtfra slettet totalt, men dog nok til at sprede usikkerhed om dets præcise omfang. Holocaust-benægtere har siden brugt den usikkerhed til at sætte spørgsmålstegn ved eller helt benægte de nazistiske forbrydelser.

Artiklen er skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense med særlig interesse i den tyske nazismes historie og Holocaust. April 2011