Racisme mod romaer - i Nazityskland og i dag

Fordomme om romaer eksisterede længe inden 2. Verdenskrig, og de eksisterer fortsat i dag. For stadig i dag er der mange, der opfatter romaer – ofte kaldet sigøjnere – som kriminelle eller tiggere, der ikke passer ind i det normale samfund. Derfor er diskrimination og fordomme om romaer stadig en realitet.

Hvem er roma?

Romaer er for mange bedre kendt under tilnavnet sigøjnere. Men mange romaer opfatter denne betegnelse som stærkt nedsættende. Der lever romaer i næsten alle lande i Europa, og de lever på meget forskellige måder med mange forskellige traditioner. Selvom det kan være svært at finde fælles karaktertræk, der gælder for alle romaer, kan de fleste romaer karakteriseres ved, at de kommer fra et stammefolk, der formodentlig udvandrede fra Indien mellem 500-1000-tallet. De har dermed fælles rødder og også et fælles sprog, romani, som dog varierer i dialekt fra land til land.
 

Derudover er det ifølge mange romaer selv i høj grad den omfattende diskrimination, som romaer ofte udsættes for, der binder dem sammen på tværs af landegrænser og giver dem en følelse af at tilhøre samme folk eller have en fælles identitet. Romaerne har aldrig haft deres egen nation, og det er en af grundene til, at de har rejst mere rundt i Europa end de fleste andre befolkningsgrupper. Denne omrejsende levemåde har medvirket til, at romaer ofte er blevet set som et fremmedelement i mange samfund. Flertallet af romaer har dog altid været bofaste, og de fleste romaer vender sig mod den stereotype opfattelse af dem som et nomadefolk. De anser derimod den omrejsende levevis som en konsekvens af manglende indkomstmuligheder, forfølgelse og diskrimination. 
 

Født som kriminel?

I slutningen af det 19. århundrede begyndte videnskaben at inddele alle mennesker i kategorier efter udseende og adfærd. Datidens forskere arbejdede bl.a. på at finde frem til det, de kaldte den ”kriminelle mennesketype”. De mente, at man på baggrund af bl.a. fysiske kendetegn kunne pege på en type menneske, der afveg fra det, man anså som normalt. 

En af de mest kendte forskere indenfor den såkaldte ”kriminelle biologis” videnskab var italieneren Cesare Lombroso. Ifølge Lombroso kunne den kriminelle mennesketype kendes på sin asymmetriske hovedform, sine store øjenhuler og sit markerede kæbeparti. Lombroso forsøgte med andre ord at formulere en teori, der forbandt genetiske og fysiske særtræk med en personlighed med særligt kriminelle tilbøjeligheder. Lombroso fokuserede ikke specifikt på romaerne, men hans definition på ”det kriminelle menneske” fik stor indflydelse på den måde, hvorpå datidens politikere og lægfolk opfattede romaer.

Det rejsende folk som trussel

I tiden efter 1. Verdenskrig vandt Lombrosos teori om den kriminelle mennesketype stor tilslutning i Europa. I denne periode blev det anset som en accepteret sandhed, at man gennem biologiske teorier kunne kategorisere romaer som særligt kriminelle på baggrund af deres fysiske træk. Men også den omrejsende levevis, som mange romaer havde, blev mistænkeliggjort af datidens kriminalitetsforskere. De mente, at romaerne – ligesom tiggere og vagabonder – var ansvarsløse, utilpassede og farlige. Som gruppe blev romaerne betragtet som moralsk tilbagestående både pga. deres udseende og deres omflakkende tilværelse. Romaerne blev set som asociale elementer, der ikke passede ind i det øvrige samfund.

Skiftende opfattelse af race: fra kriminel til undermenneske

Videnskabelige teorier om at kunne opdele mennesker i racer og tillægge forskellige racer særlige karaktertræk var udbredt i hele Europa i begyndelsen af 1900-tallet. Men med nazismens fremvækst i 1930’erne fik raceideologien en særlig form. Her blev den ”ariske” eller ”germanske” race, der ofte blev fremstillet som blonde mennesker med en stærk og kraftig kropsbygning, set som den højest stående race. 

Mennesker med mørkt hår og mørk hud blev set som tilhørende laverestående racer – hvoraf nogle blev kategoriseret som direkte samfundsskadelige undermennesker. Heriblandt var romaer og jøder. 

I overensstemmelse med de raceideologiske tanker gik nazisterne ud fra, at også kriminalitet var forbundet med race. Romaer, jøder og andre, der fik betegnelsen kriminelle, blev derfor samlet i lejre i forsøget på at udskille disse skadelige elementer fra resten af samfundet og dermed opnå et forbryderfrit og racerent ”arisk” samfund.

Forfølgelse og folkedrab på romaerne

I det nazistiske Tyskland blev romaerne – ligesom jøderne – et forfulgt folk: Pressen bragte anti-romapropaganda, og der blev indført mange nye love og forbud, som begrænsede romaernes frihed. I Tyskland i 1934 blev 500 romaer udsat for tvangssterilisering, og året efter blev giftermål mellem ”ariere” og ”fremmede racer” forbudt.

I 1938 underskrev SS-officer Heinrich Himmler en erklæring om at finde en ”løsning på romaspørgsmålet”. Denne erklæring markerede et skift i den nazistiske politik over for romaerne. Hidtil var gruppen af romaer blevet behandlet som én ud af en række uønskede grupper i det nazistiske samfund. Men med erklæringen om ”løsningen på romaspørgsmålet” stod det klart, at det nazistiske regime arbejdede hen mod en systematisk forfølgelse af romaerne i overensstemmelse med racehygiejniske forskrifter. Efter 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 blev den nazistiske politik over for romaerne gradvist mere radikal, og mange romaer blev deporteret og dræbt i forsøget på at skabe et racerent samfund.

Undermennesker i Lodz

I 1941 blev 5000 romaer deporteret til ghettoen Lodz i det tyskbesatte Polen. Ghettoen i Lodz var allerede overfyldt af jødiske fanger, der levede under frygtelige forhold. Den massive overbefolkning og konstante mangel på mad gjorde, at størstedelen af de deporterede romaer døde af underernæring og sygdomme. De romaer, som ikke bukkede under, blev så medtagede af ghettoens forhold, at de ansvarlige nazister i ghettoen behandlede dem som undermennesker, der ikke var andet værd end døden. De blev derfor gasset ihjel i særlige gasvogne i januar 1942. Teorien om, at nogle mennesker tilhørte racer, der var undermennesker, blev altså en slags selvskabt virkelighed i Lodz: Udsultning og sygdom blev brugt som en måde at fornægte ofrene deres menneskelighed på. Det er i dag en teori i forskningen om Holocaust, at sådanne former for umenneskeliggørelse gjorde det lettere at slå ofrene ihjel.

Raceideologisk kategorisering af romaer

I 1942 begyndte nazisterne at kategorisere romaerne efter tre ideologiske racekategorier: Den første gruppe udgjordes af dem, som nazisterne betragtede som renblodede romaer. Denne gruppe fik tilladelse til at få børn. Ifølge nazisterne stammede de renblodede romaer oprindeligt fra Indien, hvor også den ariske race har sin oprindelse. Derfor mente nazisterne, at disse romaer havde særligt rent blod i årerne, da de var udvandret fra samme sted som de racerene ariere. Den anden gruppe af romaer blev kategoriseret som ”socialt integrerede sigøjner-bastarder”, der som en følge heraf blev tvangssteriliseret. Den sidste gruppe bestod af ”socialt uintegrerede” romaer, der blev sendt direkte til kz- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

Romaer i Auschwitz-Birkenau

Efter racekategoriseringen af romaerne i 1942 blev 22.600 romaer fra hele det tyskbesatte Europa deporteret til Auschwitz-Birkenau, hvor de blev samlet i en såkaldt Sigøjnerfamilielejr. Her døde over 19.300 af de deporterede romaer. I 1944 besluttede nazisterne, at Sigøjnerfamilielejren skulle lukkes. Derfor blev nogle romaer deporteret til andre lejre, mens de tilbageblevne 3000 romaer blev dræbt i Auschwitz’ gaskamre natten mellem den 2. og 3. august 1944. Flere tusinde andre romaer blev dræbt i andre lejre under Holocaust.

Der hersker i dag uenighed om det samlede antal romaer, der blev ofre for Holocaust. Usikkerheden skyldes bl.a., at historiske dokumenter ofte mangler præcis information om romaer, bl.a. fordi mange romaer ikke havde identitetspapirer. Nogle historikere anslår antallet af ofre til mindst 250.000, mens andre sætter dødstallet så højt som 500.000 eller endnu højere.

Fordomme om romaer i dag

I dag ved vi, at man ikke kan inddele menneskeracen i underracer eller kriminelle mennesketyper på baggrund af fysiske træk. Men selvom den raceideologiske videnskab ikke har nogen legitimitet i dag, bliver mange romaer stadig diskrimineret. Meget ofte kan man derfor sige, at de diskrimineres på baggrund af, hvad de er, frem for, hvad de har gjort. De er med andre ord dømt på forhånd.

På mange måder lever den gamle fordom om romaer som samfundets udskud eller den fødte kriminelle stadig. Den påvirker mange romaers mulighed for at skabe en stabil hverdag med arbejde og anerkendelse i det omgivende samfund. En rapport fra EUpåpeger bl.a., at synet på romaer som kriminelle er meget udbredt i de europæiske medlemslande, hvor romaer ofte forbindes med tiggeri, tyveri og trafficking (kvindehandel). 

Ofte er romaer i Europa fastlåst i ghettoområder og lever under ringe forhold. De dårlige forhold får mange romaer til at rejse fra land til land i søgen efter arbejde og en bedre tilværelse. Men resultatet er ofte, at de rejsende romaer bliver afskåret for muligheden for bl.a. fast bopæl og adgang til sundhedsydelser. Dermed lever mange romaer stadig i dag med den samme type diskrimination, som de har været udsat for gennem århundreder.

Artiklen er skrevet af Astrid Trolle, studerende på religionssociologi på Københavns Universitet – juni 2010